Husorden for Kærholm

Vedtaget på generalforsamling den 22. marts 2018
Revideret i henhold til Generalforsamling den 27. april  2023

                     

Denne husorden skal medvirke til, at vores fælles liv på Kærholm bliver en positiv oplevelse for alle beboere.

Ejere af ejerlejlighederne ejer det til dem udmatrikulerede område. Herudover kan en ejer have brugsret til dele af ejendommen, f.eks. parkeringsarealer, altaner, terrasser, depotrum i kælderen.

Husordenen skal regulere de forhold, der ligger udenfor den enkelte matrikel - herunder lugtgener, støj og lignende. Hvis der er modsætning imellem, hvad der står i husordenen og ejendommens vedtægter, er det vedtægterne, der har forrang. Hvis der er uoverensstemmelser i forhold til lovgivning, er det lovgivningen, der har forrang.

Henstillinger fra administrator, vicevært eller bestyrelse skal følges. Hvis en ejer forbryder sig mod husordenen, kan udgifter der måtte følge af dette, indkræves via administrator.

 

Generelt vedrørende kommunikation

Vi bør alle bestræbe os på at medvirke til et godt klima beboerne imellem.

Hvis du føler dig generet af dine medbeboere, så henvend dig først personligt til disse og søg problemet løst gennem direkte dialog, inden du retter henvendelse til bestyrelsen og ejendomsadministrationen. Hvis den direkte dialog ikke giver resultat, vil bestyrelse og/eller ejendomsadministration søge at finde en konstruktiv løsning på problemstillingen. Vi bør alle bidrage til at skabe en god tone beboerne imellem – også i den fælles Facebook-gruppe. Også her gælder, at du i tilfælde af problemer med andre beboere eller håndværkere først søger dine problemer løst gennem direkte dialog med de pågældende, inden alle andre beboere eventuelt involveres gennem Facebook. Bestyrelsen har i øvrigt intet at gøre med Facebookgruppen. Al dialog med bestyrelsen skal ske via https://efkaerholm.probo.dk

 

Adgangsdøre og porte

Alle adgangsdøre og porte til ejendommen skal holdes aflåste. ”Færdsel i parkeringskælder og ud af porten skal ske ved lav hastighed med respekt for cyklister og fodgængere.”

 

Affaldshåndtering

Generelt

Ejendommens affald kan bortskaffes via affaldsskakten, affaldscontainere og Sydhavn Genbrugscenter. Husk at affaldshåndtering koster penge, så jo mere affald der håndteres korrekt, jo billigere bliver det for ejerforeningen. Ukorrekt placeret affald kan medføre, at affaldscontainerne ikke bliver tømt.

Brug Sydhavn Genbrugscenter så vidt muligt (også til pap) og altid, når det drejer sig om større genstande. Der må ikke henstilles affald eller storskrald udenfor de anviste områder. Affald der skal i lukkede containere må kun anbringes i containerne, hvis containerne kan lukkes. Pap skal sammenfoldes, så det fylder mindst muligt
 

Affaldsskakter

Kærholms affaldsskakter er monteret med affaldssug, hvilket stiller krav til emballering af affald. Affaldsskakterne er hovedsageligt beregnet til husholdningsaffald og må kun benyttes, hvis affaldet er pakket i lukkede poser på maksimum 15 liter. Der må ikke smides mælke- eller juicekartoner, løse papirer, klude eller lignende uindpakket i affaldsskakten, da dette kan medføre tilstopning eller endnu værre ødelæggelse af affaldssuget. Hvis det umiddelbart fremgår, hvem der er skyld i et skaktstop, vil den pågældende blive gjort opmærksom herpå og eventuelt blive præsenteret for regningen for udbedring.

Der må ikke være glas eller skarpe genstande i affaldsposerne. Der er mennesker og maskineri der skal håndtere affaldet.

Tilstoppede affaldsskakter er dyre at tømme. Hvis opgangens affaldsskakt er tilstoppet, må der ikke smides affald i skakten. Det skal enten opbevares i lejligheden, til problemet er løst eller smides i affaldsskakten i en af naboopgangene.

Andet affald

Andet affald skal i containere eller på genbrugsstationen. Der må ikke smides affald på ejerforeningens område i øvrigt, ligesom der ikke må smides affald ud over altanerne – dette gælder også cigaretskod og lign. Cigaretskod kan forårsage brand på underliggende altaner.

Fodring af dyr

Der må ikke ske fodring af dyr på ejerforeningens område. Det er ikke godt for dyrene, og det tiltrækker rotter.

 

Altaner og terrasser

Altanens udseende må ikke ændres.

Der må ikke opstilles antenner, parabolantenne, solcelleanlæg eller lignende på altaner, terrasser eller på ejendommens facader i øvrigt

Genstande anbragt på altaner og terrasser skal sikres mod at volde skade. F.x. ved fiksering til underlag. Ved kraftig blæst kan selv tunge møbler blive blæst ud over altanafgrænsningen og forvolde skade på vinduer, døre og altaner samt forbipasserende. Der må tørres tøj på tøjstativer, som ikke rager op over altangelænderet. Der må ikke rystes duge, støveklude eller lignede ud over altanen. Altankasser skal af hensyn til sikkerhed ophænges ind mod altanrummet. Der må ikke opsættes fastmonterede markiser uden bestyrelsens tilladelse. Fastmonterede markiser skal overholde retningslinjer fra bestyrelsen om farve, størrelse mv.

 

Cykler

Cykler skal anbringes i cykelstativerne eller i egne kælderrum. Cykler, der anbringes udenfor cykelstativer, kan af viceværten blive flyttet til stativerne.

Cykler, der ikke længere bruges, skal fjernes fra ejendommen. Der er et begrænset antal cykelstativer, hvorfor det er vigtigt, at udtjente cykler fjernes. Det vil med mellemrum blive undersøgt, om der er efterladte cykler. Sådanne vil blive disponeret i henhold til politivedtægterne

 

Grill

Der må ikke bruges kulgrill på ejendommens arealer – både pga. lugtgener og pga. brandfaren. Der må gerne bruges gas- og elektrisk grill på udendørsarealerne, herunder altaner og terrasser. Vær opmærksom på at der er placeret indsugning til ventilationsanlæg i facaden i forbindelse med altaner og terrasser, og at røg/madlugt derfor kan blive trukket direkte ind i de omkringliggende lejligheder Ved brug af grill skal der udvises størst muligt hensyn til de omkringboende. Der må højst være én gasflaske i forbindelse med grillen. Reservegasflaske skal placeres i depotrum i kælderen eller lignende steder (lovbestemt i henhold til gasreglementet).

Fyrværkeri

Der må ikke anvendes fyrværkeri fra ejendommens altaner, terrasser, vinduer eller døre. Der må ikke opbevares fyrværkeri i kælderen – ej heller i depoterne.

Bøder til ejerforeningen grundet overskridelse af brandsikringsvilkårene vil blive inddrevet hos de, der har udløst forseelsen.

 

Fællesarealer og facader

Skader forvoldt på ejendommens fællesarealer skal oplyses til bestyrelsen, og det påhviler altid den pågældende ejer at dække evt. omkostninger til udbedring af skaderne.

Der må ikke opsættes skæmmende genstande på facaderne – ved tvivl spørg bestyrelsen. Der må ikke laves ændringer på ejendommens arealer (facader, herunder ydersiden af vinduer, altan- og terrassedøre, kælderarealer, opgangsarealer) uden bestyrelsens tilladelse.

Der må ikke foretages ændringer uden bestyrelsens tilladelse på områder, der tilhører ejerforeningen, uagtet at en lejlighedsejer har brugsret til området.

 

Gårdmiljø

Gården er vores fælles område, og alle har ansvar for at holde gården pæn og ryddelig. Der kan på generalforsamlingen tages beslutninger, der ændrer på dele af gårdens brug. Disse vedtagelser skal respekteres.

Legetøj, løbehjul, børnecykler skal placeres på de udpegede arealer eller tages med op i lejlighederne.

Cykling i gårdene er kun tilladt for børn under den skolepligtige alder, eller indtil de har lært at køre på gaden. Der må ikke køres på knallert, motorcykel eller i bil i gården

Brandveje skal holdes fri. Henstillede genstande i brandvejene vil blive fjernet. Bede, rabatter og anden beplantning må ikke beskadiges.

Hunde skal holdes i snor. Gårdanlægget er ikke beregnet til luftning af hunde. Fastmonteret afskærmning på terrasser ud mod gården og gaden skal overholde bestyrelsens retningslinjer om materialer, højde mv., og bestyrelsen har myndighed til at godkende producent.

 

Husdyr

Overordnet gælder Hundeloven og Bekendtgørelsen om privates hold af særlige dyr mv

§1 samt bilag 1 og 2.

Det betyder, at man ikke må holde høns, geder, grise, hunde der er særligt farlige eller dyrearter, der er ulovlige eller kan frembyde fare eller er særligt vanskelige at holde på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.

Hvis du holder husdyr, må de ikke være til gene for de øvrige beboere, de skal være ansvarsforsikrede. Ved akvarier skal ejeren have vandskadeforsikring.

Ejeren af husdyret er ansvarlig for de skader, det forvolder i ejendommen såvel som i gårdareal samt grundareal.

Der må ikke etableres udendørs voliere.

Der må højst holdes to husdyr (akvariefisk undtaget) pr. lejlighed. Der kan af bestyrelsen af ejerforeningen foretages konkret dispensation efter ansøgning (f.x. hvis man har to katte og vil have en undulat).

Såfremt et husdyr er til gene for de øvrige beboere, skal beboeren have en skriftlig advarsel. I første omgang klages til ejeren af dyret, dernæst til administrator med cc. til bestyrelsen. Forstyrrer hunden vedvarende de omkringboende beboeres ro kan beboeren indgive klage til politiet. Såfremt problemet ikke afhjælpes, kan bestyrelsen kræve, at hunden fjernes (Hundeloven §4).

Husdyr, der kommer på besøg ofte eller længerevarende i en lejlighed (over to timer dagligt i mere end to dage om ugen) sidestilles med, at der holdes husdyr.

 

Kælder

Kælderen er vores fælles ejendom. Nogle ejere har brugsret til de afmærkede parkeringsområder. Brugsretten er aftalt uden ansvarliggørelse af bestyrelsen. Adgangsvejen til parkeringsområdet er ejendommens ansvar og skal friholdes.

Der må ikke henstilles genstande, herunder cykler udenfor de afmærkede områder. Cykler således kun i cykelstativer.

Der må ikke henstilles nogen ting i gangarealerne udenfor depotrummene. Henstillede genstande fjernes uden ansvar grundet fremkommelighed og brandfare.

 

Opgange – brandforhold

Vi lever i et højt byggeri, hvor brandsikkerhed har høj prioritet.

Det betyder, at alle flugtveje skal holdes frie. Der må i opgangene ikke befinde sig andet end en gulvmåtte. Der må ikke efterlades sko, støvler, møbler, barnevogne, klapvogne, affald o.l. i opgangene.

Henstillede genstande i opgangene kan blive fjernet for ejers udgift

 

Opgange – skader

Transport på trapperne skal ske uden at skramme træværk og vægge.

Omkostninger til udbedring af skader forvoldt i trappeopgange og øvrige fællesarealer pålægges skadevolderen/ejeren. Ved ind- og udflytninger skal bestyrelsen/ administrator/ vicevært adviseres med henblik på at registrere eventuelle skader.

 

Opslag i fællesarealer

Der må ikke laves opslag i fællesarealerne herunder kælder, opgangsarealer og gårdmiljøet udenfor specificerede områder, og opslagene må ikke have karakter af markedsføring.

 
 

Rygning

Rygning i opgangene er ikke tilladt. Ligeledes er det ikke tilladt at ryge ved indgangspartiet til opgangene. Der må ikke være lugtgener fra lejlighederne, som påvirker de omkringliggende lejligheder

Der må ikke ryges indenfor ti meter af legeområder

 

Støjende adfærd

Der må ikke arbejdes med støjende værktøjer i hverdagen (mandag-torsdag) fra kl. 20.00-8.00 og weekender (fredag – søndag) fra kl. 18.00 – 9.00 Der må ikke spilles høj musik eller spilles klaver alle dage fra kl. 21.00 til kl. 8.00.

Hvis støj, høj tale eller musik udgår fra lejligheden, skal altandøre samt vinduer være lukkede.

Hvis der afholdes selskabelighed/fest og lignende i weekenden skal det ske for lukkede vinduer efter kl. 21. Ved forventet støjende selskabelighed henstilles der til beboerne at lave opslag i opgangen og de omkringliggende opgange, der kan forventes at blive påvirket heraf.

Færdsel i opgange skal ske uden unødvendig støj. Undgå anden støjende adfærd (undgå at smække med dørene).

 

Udlejning, fremleje og airBnB

Lejligheder må ikke udlejes/fremlejes, uden at bestyrelsen/administrator orienteres. Det er altid ejerens ansvar, at lejeren overholder husordenen, og alle skader som følge af udlejning påhviler ejeren. Korttidsudlejning – f.x. airBnB – skal overholde nationale og kommunale retningslinjer, og der må ikke korttidsudlejes mere end 60 dages årligt. Ved korttidsudlejning forstås udlejning, hvor lejer ikke flytter ind i folkeregistermæssig forstand. Ved gentagne problemer med korttidsudlejning kan udlejer fratages tilladelsen til korttidsudlejning. Udgifter i forbindelse med korttidsudlejning i form af påtale, politianmeldelse og lignende pålægges et gebyr.